| Apron flyvelederen Apron flyvelederne sidder i kontroltårnet (i den nedre cab) og holder øje med alle fly, flybugseringer og køretøjer på lufthavnens forpladsområde. (Apron = Det engelske luftfartsudtryk for "Forpladsområde" og forpladstjeneste)
Flyvelederen giver luftfartøjerne tilladelse til at skubbe ud af gate samt instruktioner om hvilke rulleveje de skal følge til og fra gate. Derudover varetager Apron bugseringer af fly fra forpladsen og til og fra hangarområder. De administrerer også al deicing af fly på lufthavnen.
Apron flyvelederne skal bruge en række oplysninger for at kunne varetage deres opgaver. Disse oplysninger får de dels ved at kigge ud af vinduerne i kontroltårnet, og dels ved at bruge diverse skærme, fx en groundradar.
Tårnflyvelederen Tårnflyvelederen sidder også i kontroltårnet (i den øvre cab) og holder øje med alle fly og køretøjer på og i nærheden af banerne – samt de fly, der befinder sig i luftrummet i umiddelbar nærhed af lufthavnen. (Om flyvekontrol i øvrige luftrum læs om: ACC)
Flyvelederen skal bruge en række oplysninger for at kunne holde den fornødne afstand mellem flyene indbyrdes, og mellem fly og køretøjer på lufthavnen. Tårnflyvelederne får oplysningerne, dels ved at kigge ud af vinduerne i kontroltårnet, dels ved at bruge en radarskærm.
Derudover varetager Kastrup Tårn funktionen Clearance Delivery. Clearance Delivery giver luftfartøjerne den tilladelse (klarering), de skal have, for at måtte flyve i ”flyvelederens luftrum”. Denne klarering indeholder en bestemt flyvevej der skal følges, den højde piloten må flyve i, og en 4-cifret kode, som gør det muligt at identificere det pågældende luftfartøj på radarskærmene.
Naviair har Tårn-, Ind- og Udflyvningskontrol på lufthavnene i Esbjerg, Billund, Aalborg, Aarhus, Roskilde, Bornholm og København. |