Af Naja, FIC-operatør Blot 4 dage efter ankomst til Kangerlussuaq fik jeg tilbud om at komme med en tur til Maniitsoq i flyverklubbens Piper 28, OY-BRA. Jeg havde ikke før prøvet at flyve i sådan et lille fly, så det i sig selv ville blive en kæmpe oplevelse. Jeg må indrømme, at jeg følte mig lidt tvivlsom da jeg så hende. At sådan en lille bunke metal kunne lette og blive i luften med 4 passagerer, var det virkelig muligt? Banen virkede kæmpestor da vi rullede derud, det var sandelig noget andet end at sidde i Airbus’en som fyldte banen god op! Jeg havde ingen grund til at tvivle. Vi kom fint i luften, om end maskinen var noget mere livlig end man er vant til i de store fly.

Vi fløj gennem Evighedsfjorden, og det tog nærmest pusten fra en. Aldrig har jeg følt mig så lille. Sidde i det lille fly og kigge op på fjeldsiderne der tårnede over os, og indlandsisen der gennem flere år har banet sig vej ned fra toppen af fjeldene og løb ud i fjorden. Sikke et imponerende syn! Blå himmel, mørke fjeldsider og den hvide is, der indimellem var helt turkisblå. Ikke noget at sige til at folk falder for den grønlandske natur! Da vi fløj ind i Maniitsoq’s TIZ begyndte jeg at kigge efter banen, men jeg kunne intet andet se end en stenet og knoldet ø og et par både i vandet. Så drejede vi rundt om øen og der lå byen. Den så ikke ud af meget, om end der bor 5 gange så mange mennesker som i Kangerlussuaq. Husene var meget farvestrålende i røde, blå og gule farver der stod kraftigt ud fra de mørke fjeldvægge. Stadig intet syn af landingsbanen før vi kom rundt om en tinde. Der lå den, nærmest hugget ud i klippevæggen og ikke særlig lang. Vi kom fint og sikkert ned, parkerede OY-BRA og gik ned til byen. Det var noget andet at se end her i Kangerlussuaq. Der var meget mere klippet og man kunne høre smeltevandet rende klukkende ned af fjeldsiderne. Det hele virkede meget idyllisk. Hunde var der også, og det var ikke grønlandske hunde. Her syd for polarcirklen er det tilladt at have andre hunde-racer en den grønlandske hund. Vi nåede vores mål: Brugsen. Her kunne man få alt, det var næsten ligesom at træde ind et hvilket som helst dansk supermarked. Vi fik vist nærmest ribbet køledisken for fersk kød, noget som efter sigende skulle være lidt af en sjælenhed i Kangerlussuaq på denne tid af året. Turen hjem gik henover isen. Utroligt fascinerende landskab! Det var imponerende at se den enorme mængde af is! Da vi var kommet sikkert på grund i Kangerlussuaq erklærede tårnflyvelederen, at nu lukkede tårnet for i dag. Jeg ser allerede frem til næste tur med OY-BRA ...